Jernbeton Som Skibsbygningsmateriale

===== Jernbeton som Skibsbygningsmateriale federe Beton gjort meget tilfredsstillende Erfaringer, og der findes adskillige Eks- empler paa, at Bygværker har staaet i Aarevis, uden at Ødelæggelsen er trængt mere end nogle faa Millimeter ind i Be- tonen. Et 12 Aar gammelt Bolværk i Nørresundby blev saaledes fornylig under- søgt ved Dykker, uden at man kunde paa- vise anden Forandring end en temmelig kraf- tig Langhals-Vegetation. Paastanden om, at Jernbetonfartøjer ikke er udsat for Begroning, maa derfor sikkert tages med Forbehold. Som nævnt ovenfor maa Grunden til de afvigende Erfaringer udelukkende søges i Betonens forskellige Kvalitet, hvilket og- saa eksperimentalt er paavist ved en Række amerikanske Forsøg. Der blev støbt et Antal Søjler 40.40 cm i Tværsnit og ca. 5 m lange af forskelligt Blandingsforhold og af forskellig Konsistens (man taler om jordfugtig, plastisk og vaad Beton efter, den Mængde Vand, Materialet tilberedes med). Søjlerne opstilledes ved Marine- værftets Landgangsbro i Charlestown. Den porøse Beton (1:9) udviste særlig stærke Angreb, navnlig led den stærkt ved Flod- skiftets Slid. Derimod var de Søjler, der var fremstillede af den fede, tætte Beton (1:3), saa at sige uskadte. Man gjorde endnu den Iagttagelse, at den Beton, der var udstøbt i plastisk Tilstand, stod sig bedre end en Beton, der enten havde været for vaad eller for tør, et Forhold der har Betydning, fordi den plastiske Beton i Praksis er den letteste at arbejde med og ogsaa i andre Henseender giver de bedste Resultater. Iblandinger af Trass, ■en pulveriseret vulkansk Tuf, forøgede Modstandsevnen; men saadanne Tilsæt- ninger nedsætter altid Betonens Styrke.-— Hovedresultatet af alle disse Erfaringer ■er, at en god, tæt Beton ikke i nævne- værdig Grad angribes af Havvandet. Et ganske slaaende Eksempel paa, hvad man kan byde et godt Betonmateriale, er omtalt i det tyske Fagskrift „Gesundheits Ingenieure* 1913; det drejer sig om et Gadeafløb bestaaende af et 60.90 cm. Rør, der havde ligget i 32 Aar, uden at man kunde spore Angreb, endskønt Gade- afløb jo i Regelen medfører adskillige Ubehageligheder i Form af organiske Syrer og lignende. Overfor Angreb af stærke Syrer staar Betonen sig meget daarligt; hvilket dog ikke har megen Interesse i denne Forbindelse. Vi har endnu tilbage at undersøge Be- tonens Forhold overfor Olie og Fedtstoffer. Det er umuligt at undgaa, at der i La- sten, paa Dækket og navnlig i Maskin- rummet spildes Stoffer af denne Art, og det vilde være overmaade uheldigt, hvis dette medførte alvorlige Beskadigelser. I det engelske „Concrete Institute* i Lon- don har W. L. G add i 1913 udført en Del Forsøg, der er egnede til at belyse Spørgsmaalet. Der anvendtes en temme- lig fed Beton (1:3), og Stofferne blev tilsat det frisk tilberedte Materiale. Det viste sig, at saavel dyriske og vegetariske som mineralske Olier indvirker ugunstigt, ja i det lange Løb ødelæggende paa Be- tonen. Til omtrent samme Resultat kom Feret, hvis Beretning er offentliggjort i „Annales des ponts et chaussées*. Ferets Forsøg gik særlig ud paa at undersøge Virkningen af Mineralolier (Smøreolier) af forskellig Type. Han anvendte dels en svær russisk Nafta-Smøreolie, amerikanske sorte, tykflydende Petroleumsdestillater, dels Tjæreolie. Den friske, vaade Beton taaler ikke disse Stoffer, som alle enten ned- sætter Styrken af det færdige Produkt eller i værste Fald ganske ødelægger det. Men Forsøgene viste tillige, at Olierne, for saa vidt de ikke indeholder frie Syrer, hvad Smøreolie ikke maa, aldeles ikke angriber hcerdnet Beton. Det maa altsaa blot paa- ses, at der ikke under Støbningen sker Forurening med disse Stoffer. — 85