VIH. NYMPHENBURG
Ligesom saa mange andre af det 18de Aarhundreds tyske Fyrster
følte Kurfyrst Max III Joseph af Bayern Besiddelsen af en
X Porcellænsfabrik som en Slags standsmæssig Nødvendighed,
og han laante derfor gærne en Pottemager i München, Franz Ignaz
Niedermayer, Øre, da denne tilbød at oprette en Fabrik af den øn-
skede Art. Den fik 1747 sin Plads i Münchens Forstad, Neu deck
ob der Au, men kom dog — trods Indkaldelsen af tre Wiener-Ar-
bejdere — ikke rigtig i Gang, før man i 1753 fik indforskrevet en
fjerde Wiener, en »Arkanist« ved Navn Joseph Jakob Ringler fra Wien.
Samtidig blev Fabriken Statsejendom og underlagt en Grev Sigmund
von Haimhausen’s Ledelse. Ringler forsvandt snart efter for senere
at dukke op i Ludwigsburgs Fabrik i Württemberg, men efterlod
dog i Neudeck Hemligheden ved Porcellænets Fremstilling, som var
bleven ham afluret af en »Chymikus« ved Navn J. P. Rupert Härtl-
I Begyndelsen af 1761 blev Fabriken flyttet til en dertil særlig ind-
rettet Bygning ved Slottet Nymphenburg, og det er under dette Navn,
den har gjort sig berømt i Keramikens Historie.
I Nymphenburg blomstrede den saa hurtigt op, at den 1765 havde
henved 200 Arbejdere. Til dens store Produktion svarede dog saa
langt fra dens økonomiske Udbytte, at dens Arbejdsstyrke snart maatte
nedsættes fra 200 til 80 Mand for i Dyrtids-Aarene 1770—71 endog
at dale til ca. 30. Ved Max III Joseph’s Død 1777 gik den bayerske
Kurværdighed over til Karl Theodor af Pfalz, der paa Forhaand var
i Besiddelse af Fabriken i Frankenthal, og som foretrak denne efter
allerede i en længere Aarrække at have drevet den for egen Regning-
Først under hans Efterfølger, Max IV Joseph (fra 1799), fik Fabriken
i Nymphenburg igen en gunstigere Stilling, der yderligere forbedredes,
da Fabriken i Frankenthal Aar 1800 gik ind og afgav nogle af s'Iie
bedste Arbejdere til Rivalen. Indtil 1862 blev Fabriken i Nympb611'
burg derefter drevet som Statsanstalt, hvilket skete med skiftende
økonomisk Held og Uheld. Kunstnerisk derimod kun med ustandselig*-