Skovfyrren Paa Tisvilde-Frederiksværk Distrikt

Forhold til Vinden. Forskel paa Stamme og Krone, og Bevoksningen er om- formet til et Krat, der i de besynderligste Former lige som vrider og bugter sig hen ad Jorden. Til sidst er Højden ikke større, end at de ioo-aarige Træer konkurrere med Lyngen om Herredømmet; c. 250 Alen fra Stranden hører Bevoksningen op. Ser man fra denne Kant ind over det yderste Fyrrebælte, da opdager man, at det ligger i Revler paa langs af Vindretningen, lige som Sne i Fygevejr eller som Flyvesand; langstrakte Forhøjninger veksle med Dale, 1 hvilke Højden er saa ringe, at Lyngen overalt rager op. Lige som en Vragstump paa Strandbredden giver Anled- ning til Dannelse af en Sandrevle, saaledes giver her i Kanten af Fyrreskoven en tilfældig Forhindring sig til Kende ved en Forøgelse af Fyrrebuskenes Højde bag For- hindringen. En Jordtue eller en Granpurre danner saadanne Forhin- dringer, og det ser ud, som om en Plet med kraftig Lyng er tilstrækkelig. Fyrrene ere øjensynligt særdeles følsomme for Ændringer af Vindpaavirkningens Grad, hvilket ogsaa viser sig ved den forholdsvis hurtige Stigning af Højden, efterhaanden som man bevæger sig indefter. En uhyre Mængde tørre Grenespidser stritte til Vejrs fra Fyrrekrattet, og de give let Iagttageren den Forestilling, at det er en døende Vegetation, han har for sig. Det er dog ingenlunde Tilfældet; opsøger man Kviste, som sidde i Læ, vil man se, at deres Aarsskud ingenlunde ere korte, og der kan næppe være Tvivl om, at »den forvitrede Skov« eller »den vejrslagne Skov«, som den ofte kaldes, endnu har et langt Liv for sig, hvis blot den skaanes for Forst- mandens Økse. (Se Fig. 9 — 13 og 14—17). I øvrigt er der en betydelig Strækning, i Nærheden af Stranden, bevokset med langt yngre Skovfyr (Afd. 45 og