Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

14 Clir. Blinkenberg muhamedansk oprindelse, og at den har holdt sig på en måde på trods af religionen, eller fordi den ikke føltes som stridende mod den. Men i de lande, som beherskes af de nævnte religioner, kan deres magt over sindene have udslettet visse sider af forestillingerne om tordenstenen, der ikke kunde forliges med den religiøse tro. Af de beretninger, som haves fra fjærne lande, skal omtales to, som just frembyder sådanne træk. Den ene er der så meget mere grund til at fremdrage, som den, mig bekendt, aldrig før er bleven omtalt; materialet her- til foreligger i sager og indberetninger i vort National- museum. På Guineakysten og i de tilstødende lande i det indre, er troen på tordenstene meget almindelig. Det er de gamle stenøxer, der opfattes således. De kaldes „tordenkile", „lynsten" eller „stengud", „tordengud" og antages at falde ned fra himmelen i tordenvejr. Når lynet spalter et træ, dræber en mand eller tænder et hus, sker det ved en sådan sten. Til værn mod lyn sættes den op under tagspærene. Man ofrer til den: kaurier, høns, gedekid og besmører den med offerdyre- nes blod eller med mælk. Den danske præst Monrad har i sin „Skildring af Guineakysten" [97] omtalt denne tro ; han har den interessante oplysning, at ingen Neger vover at sværge falsk ed i nærheden af en sådan torden- kile. Af noget yngre art synes de forestillinger at være, der giver tordenkilen i en personlig guds hånd, som et mægtigt eller straffende våben, således som det er overleveret fra enkelte afrikanske folk. Fra den modsatte udkant af det store område, hvor tordenstenene kendes, haves efterretninger af mærke- lig lignende art. I bjærgegnene i det indre af Syd-In- dien bor der stammer, som kun er overfladisk berørte af brahmanismen, og hos hvem ældre religiøse forestil- linger og skikke endnu lever. Fra disse egne foreligger