Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

10 DYRENES LIV Men Rødhalsen har endnu andre gode Egenskaber, thi den er en af vore bedste Sangere. Dens Melodi bestaar af flere med hinanden vekslende Fløjtetoner og Triller, som foredrages højt og tildels i et langsomt og højtideligt Tempo. Rødhalsen vænner sig let til Fangenskab, faar sin Herre kær og hilser ham med en glad Kvidren og med forskellige venlige Bevægelser. Lokketonen er et skarpt »Snikkerrikik«, der undertiden lyder som en Trille. Hvert Par har sit eget Omraade, fra hvilket det fordriver sine Lige. Reden findes nær ved Jorden, i raadne Træstubbe, Tuer o. desl. Den bestaar af tørt Løv, Mos og Græsstraa og er indvendig beklædt med Rodtrevler, fine Straa, Uld og Fjer. Dersom den Fordybning, hvori den anbringes, ikke tillige dækker den oventil, saa bygges der et Loft over den og dannes et Indgangshul paa Siden. Sidst i April eller først i Maj indeholder Reden 5—7 tyndskallede, hvidgule Æg, oversaaede med rødbrune Punkter og Pletter. Begge Mager ruger skiftevis. I Juni eller Juli yngler Rødhalsen paany, dersom Vejrliget tillader det. I Førstningen mades Ungerne med bløde Larver; senere faar de den samme Næring, som de Gamle tager, nemlig alle Slags Insekter. Disses haarde Skaller opgylpes i smaa Klumper. I Fangenskab vænner Rødhalsene sig efterhaanden til saa godt som alt, hvad Mennesket spiser. Til Jordsangerne henregnes endvidere Rødstjærten, (Erithacus titis). Hos Hannen er Struben sort; Brystet er rustrødt, Panden hvid; paa Hovedet, Ryggen og Underbrystet er Farven mere eller mindre askegraa, paa Bugen hvidlig og paa Vingerne hvidplettet. De to mellemste Halefjer er mørkebrune, de øvrige rustrøde med et højrødt Skær. Hos Hunnen og den enaarige Fugl er Hovedfarven rustgraa, oventil mørkere end underneden; hos unge Fugle er det Graa mørkplettet. Længden udgør 16 Ctm. Mellem- og Sydeuropa, Lilleasien og Persien er denne Fugls Hjem. Den opholder sig gerne i Nærheden af Landmandens Bolig, i Haver og ved kratbevoksede Aa- og Søbredder. Om Vinteren drager den til Sydeuropa, navnlig til Spanien, hvor den da træfles hyppigt i Bjærgegne. Den er en ualmindelig virksom, urolig og flygtig Fugl, som hvert Øjeblik vipper med Halen. Fra Mennesket holder den sig altid i en vis, beskeden Afstand. Den lever alene med sin Mage og taaler ikke nogen af sine Lige paa sine Enemærker, mod andre Smaafugle er den krigersk stemt og slaas ofte med dem. Lokketonen lyder som »Hytik, hytik, tik!« Sangen er ret behagelig, men ikke fri for Mislyd. Føden bestaar næsten udelukkende af Insekter, især at Fluer, om Efteraaret ogsaa af Bær. Yngletiden er i April. Den temmelig kunstlose, men blødt udforede Rede, der oftest anbringes paa Bygninger, hvor den er nogenlunde beskyttet, indeholder 5 7 tynd skallede, hvidlige eller blaagrønne Æg. Begge Mager ruger. I