Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

110 JYDEPOTTEN folkning en større indtægt, end et daarligt eller middelmaadigt landbrug mægtede at drive ud af den magre jord. Man kan fuldt ud give C. Dalgas ret, naar han kalder grydefabrikationen „en saare velgørende industri“ for disse egne. At pottemændene selv forstod at værdsætte det økonomiske rygstød, som potterne gav dem, kommer frem i saadan en be- mærkning. En østjysk gaardmand spurte i overlegen selvfølelse en pottemand: „I ka’ vel ett avl’ æ fød’?“ og fik svaret: „Nej, men vi haar aaller wantet de', vi skuld’ gi’ for’en!“ Ja, i lang tid hjalp potterne til at skaffe til føden. Men da i sidste halvdel af foregaaende hundredaar det store opsving kom for dansk landbrug, var det paa disse egne i mange til- fælde ogsaa potterne, der havde skabt den kapital, som var nødvendig for at foretage de paakrævede ændringer og forbed- ringer. Og kunde det efterspores, saa vilde det kanske vise sig, at dei foruden rede penge var opsparet, et andet lige saa værdifuldt fond, der kom den ny tid og slægt til gode. Paa deres færd i det fremmede havde pottemændene set andre egnes sæd og skik, de havde lært at tilpasse sig efter andre forhold end hjemegnens. De havde, uden at sætte deres rolige, nøgterne omdømme til, udviklet et vist maal af handlekraft og dristig- hed, der satte dem i stand til efter moden overvejelse at gribe sikkert og praktisk fat og uden smaalig ængstelse gøre den nødvendige indsats. De havde været uden for sognets grænser, og de Iiavde faaet blikket løftet over hjemfødningens snævre horisont.