Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

74 JYDEPOTTEN markedshandelen; men hun brændte stadig potter, og „a holder ett op, saa læng’ a ka’ blyw wed", erklærede hun, da hun var over de firs. Naar man har set, hvor villigt leret føjer sig under gamle Maries hænder, saa forstaar man, at pottearbejdet i dobbelt forstand „gled“ mellem pottepigernes rappe fingre. Det gaar ofte saaledes, at naar en virksomhed er paa det sidste, da forfalder den, og produkterne bliver ringere, stundom næsten kun en karikatur af, hvad de en gang var, saaledes er det heldigvis ikke gaaet her. Der er noget vemodigt i, at denne ældgamle virksomhed snart er forbi, men det er glædeligt, at kunstens sidste udøver drev den mønstergyldig. Følgende lille historie illustrerer med hvilken sikkerhed den gamle pottekone mestrede leret. Det var et tidligt foraar, at kunstmaler Lyngbo var kommen til „Vidskue“ for at male gamle Marie ved pottearbejdet. Hun havde endnu ikke begyndt, „æ kuld waar endnu ett af æ lier“. — „Men nær do nu er kommen, saa maa a jo heller’ begynd“, og hun file lidt 1er arbejdet igennem. Det varede dog ikke længe, inden det alt var gjort i potter, men da kunstneren saa foreslog, at hun kunde slaa det hele sammen og dreje det op igen, udbrød den gamle: „Nej, de’ wild’ a endda nøde’ skuld’ ske!“ Da Lyngbo mente, at det jo da maatte ske jævnlig for hende, at en potte skulde gøres om, fik han at vide, at „de’ er aaller ske’ for mæ, siden a waar syv oer“. Ja, hendes sikkerhed var forbavsende, hendes potter var fuldkomne. Enhver der har set gamle Maries jydepotter vil indrømme, at hele virksomheden kunde ikke faa en værdigere afslutning.