Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

HANDELEN MED POTTER 87 havde allerede i 16—17 aars alderen begyndt pottehandelen for egen regning. De lejede da til at begynde med baade hest og vogn — sommetider af faderen — men ret længe varede det som regel ikke, før de selv var kørende. Mange pottemænd drev handelen i 50—60 aar. De kørte dels med potter, som var lavet i hjemmet af kone og døtre, dels med potter, som opkøbtes hos andre, der ikke selv drev handel. Naar pottemanden kom, var potterne sat op til „tal“, piger og koner havde haft travlt med, liggende paa knæene, at stoppe inderpotterne fast i gryderne. I bunden af gryden lagdes en tot fin lyng (toplyng), inderpotten sattes ned og stoppedes godt fast med tre fire totter ved siderne. Saa taltes potterne op i „snese, talfarre", og her gjaldt det for pottekonen at være paa post; kunde pottemanden bjærge et par potter mere paa snesen eller spare en skilling i prisen, saa gjorde han det; hvad der var spart, det var tjent. Naar man var enig om tal og pris, skulde potterne læsses. I bunden af vognen blev strøet et lag topiyng, og saa stabledes potterne med bunden i vejret højt op, idet vognfadingen forhøjedes med løse fjæl, 7—10 snese tal i et læs. I hver stabel var potter af de forskellige slags; thi naar pottemanden solgte, tog han fra forenden af vognen stabel for stabel, og saa gjaldt det jo om, at der var af alle slags, og at de kunde gaa op med hinanden. Potte- manden læssede naturligvis selv og gav hver potte sit behørige smæk med knoen for at sikre sig, at han fik hele potter. Yderst laa de store gryder og ind i vognen mindre potter og pander, det hele fast stoppet med lyng. Naar alle potterne var læsset, kom der som regel en god ladning revlinglimer ovenpaa, det var ogsaa god handelsvare overalt i landet. Saa surredes læsset med simer (halmreb) eller i senere tid tyndt reb fra hasper i haverne og op over potterne, hvor snorene sad mellem grydernes tæer for ikke at glide, og saaledes at der kunde løses for stabel efter stabel. I Fjends herred slog man ofte et vaadgarn over hele læsset, og her surredes som regel med reb, man selv snoede af „drawgræjs" (kæruld). Naar et saadant læs potter var stuvet rigtigt, kunde man paa jævn vej køre i trav, uden at der gik en potte i stykker. Som regel læssede pottemanden dagen før han skulde ud paa tur, saa han kunde komme af sted i ordentlig tid; men følgende remse fra Thorstrup kunde tyde paa, at der stundom var fig paa færde, naar pottemanden skulde hjemme fra: