Min Tale
(Med Enkelte Tilføjelser)

have troet, at de var i Stand til at foretage for- bryderiske Handlinger — Forretningsmænd, Sag- førere, højere Embedsmænd, Arbejdernes betroede Mænd, alle Klasser er bleven ramt. Er det saa til at forbavses over, at den gamle Autoritetsfølelse svækkes, at man tror ingen og tror paa intet mere — træffer man hinanden i et Selskab nærer man uvilkaarlig Frygt for, hvem af os der nu staar for Tur. — En udbredt Utryghedsfølelse har grebet Sam- fundet — ingen ved sig sikker. — Hvad Under, at i en lille By, som den det drejer sig om, og som for kort Tid siden hjemsøgtes af to Skibsværfters Sammenbrud, skaber et Bankkrak og stor Fabriks Lukning Panik eller i det mindste overdreven Nervøsitet, hvorved man baade sigter og rammer galt og udslynger Anklager i Flæng. I en By af Køges Størrelse leves Livet klods op ad hverandre, og de prominente Folk gaar tit igen i de forskellige Hverv, hvad skriver Byron: »Som en Daler mellem blanke Skillinger«, men ogsaa er det dér umuligt i alle Forhold at undgaa Kombinationer, der paa Forhaand skulde synes om ikke forkerte, saa dog uønskelige. Skulde man hævde det strenge N eutralitets- princip, vilde meget være umuligt at gennemføre i den lille By. Slægt- og Venskabsbaand findes overalt. En Sagfører f. Eks., der er Bestyrelsesmedlem i en Bank, vilde ikke kunne eksistere, hvis han paa Forhaand qua Sagfører ikke maatte søge Laan for sine Venner i Banken; de fleste Provins- banker er jo saakaldte Sagførerbanker, hvor en