Erklæring Fra Generaldirektionen For Statsbanerne Til Ministeriet For Offentlige Arbejder Over Den Af Statsbaneudvalget Af 1911 Afgivne Betænkning

14 er opbygget paa Grundlag af aarelange Erfaringer og som har staaet sin Prøve, maa dette vistnok ligge i, at man har overset, at en Hovedbetingelse for alt teknisk Fremskridt er en nøje Samvirken mellem den, der planlægger, og den. som skal udføre Planen i Praksis. Derfor vil de tekniske Afdelinger ikke være i Stand til at løse de Opgaver, der stilles dem paa tilfredsstillende Maade, hver- ken i teknisk eller i økonomisk Henseende, naar ikke de ledende Tjenestemænd indenfor Afdelingerne, fra livem alle Bestemmelser om Materiellet og tle tek- niske Anlæg bør udgaa, kan komme til at drage Nytte af de i den daglige Drift paa Linien og i Værkstederne indhøstede Erfaringer ved at være i stadig og nær Forbindelse med begge disse Sider af Statsbanernes Virksomhed. Maskin- Hvad angaar de to Maskiningeniører, hvis Stilling foreslaas helt ind- ingeniørerne jraget? s]<al man bemærke, at de er stillede til Raadighed for Maskindirektøren, til Disposi- y a ’foi. at aftøse Maskinbestyrerne under Permission og Sygdom. Man anser tion det nemlig for urigtigt at lade saa selvstændige Stillinger bestyre af Ingeniør- assistenter, selv for en kortere Tid. Hvis det er Meningen ved den nye Ordning at give Lederne af Maskinsektionerne højere Medhjælp end Ingeniørassistenter, hvad de rettest bør have, naar deres Omraade forøges, vil de ommeldte Stillinger under Centralstyrelsen kunne bortfalde. Værksteds- Udvalget stiller Forlangende om, at Værkstedsbestyreren aldeles selvstæn- tjenesten. digt skal lede hele Virksomheden i Værkstedet „ganske som en Driftsdirektør for en privat Fabriksvirksomhed,“ men lian skal dog henhøre direkte under Af- delingslederen og arbejde efter dennes Ordrer og Tegninger, hvilket i alt væsent- ligt svarer til den nuværende Ordning, (1er da ogsaa godkendes af Udvalget. Naar Udvalget imidlertid i Forbindelse hermed kræver, at der skal ind- føres et vidtløftigt Fabrikationsregnskab, maa hertil bemærkes, at dette vilde være paa sin Plads, hvis Værkstederne fabrikerede Genstande til Forhandling, men at Nytten deraf er mere end tvivlsom og ikke vil komme til at staa i noget rimeligt Forhold til de Udgifter, der bliver Følgen, naar Talen er om Værkste- der. hvis Hovedopgave er at udføre Reparationsarbejder af meget forskellig Art. Det har til Eksempel ingen Interesse at holde vidtløftigt Regnskab med Bekostningen ved Vedligeholdelse af hver enkelt Lokomotiv- eller Vogntype, thi der er ikke noget, hvormed man kan sammenligne Udgifterne. Man kan ogsaa uden et saadant Regnskab skaffe sig Viden om, hvorvidt en vis Type kræver mere og kostbarere Vedligeholdelse end andre, saaledes at der kan tages Hensyn dertil ved Nyanskaffelser, f. Eks. Kompound- ctr. Tvillingmaskiner. Det koster selvfølgelig mere at vedligeholde de sværeste og mest indviklede l ypøl af Diifts materiel end at vedligeholde de lettere og mere enkle, men de førstnævnte er heller ikke anskaffede for at tilvejebringe en billigere Vedligeholdelse, men for at tilfredsstille Driftens voksende Krav. Lige saa lidt liar det vidtløftige Regnskabs- og Bogholderi væsen nogen Betydning overfor Spørgsmaalet om Udrangeringen af ældre Materiel, thi saa længe dette kan gøre virkelig Fyldest i Driften, vil man alligevel aldrig hugge det "op og anskaffe nyt i Steden, selv om Reparationen er forholdsvis kostbar. Ved Ledelsen af et Reparationsværksted som Statsbanernes bør Hoved- vægten lægges paa at simplificere Arbejdet og dets praktiske Udførelse saa me- get som muligt og at gennemføre en enkel og tydelig Regnskabsforn), der kræver det mindst mulige Arbejde af Værkstedstilsynet, men paa den anden Side let lader sig kontrollere af dette. Al unødvendig og uproduktiv Specifikation bliver kun til Ulempe for Værkstedsdriften.