Norges Kirker I Middelalderen

Fig 1. St. Michaels hulekirke i Telemarken. Efter Annaler for Nordisk Oldkyndighed. 1850. Det gamle hedenskab. — Kultus. — Horg og hov. e religiøse forestillinger danner forskjellige lag, hvorigjennem kulturperioder afspeiler sig. Og- saa her findes forskjellige tidsaldre, der muli- gens lader sig ligesaa skarpt afgrænse som den bekjendte arkæologiske inddeling i stenalder, bronceal- der og jernalder. Primitive religiøse opfatninger lever ofte igjen langt op i tiden. Tilbedelse af trær og kilder hører til den ældste form for gudsdyrkelse. De gik over i kristen tid. Olavskilder har vi mange af her i landet, og disse har selvfølgelig opstaaet paa gamle kultpladse. Dyr- kelse af disse kilder efter gammel skik er ikke ophørt. Ved Olavskilden i Gildrekredsen i Sogndal f. eks. hen- lægges smaa flisekors, ikke enkeltvis, men man kan finde dem i dusinvis nyt henlagt hvert aar, fortælles der fra 1901. Ved andre kilder finder man helt moderne penge- stykker. De ældste guddomme har ofte havt dyr eller plante- form. Vi kjender det fra vilde folk, ligesom de konserva- tive ægyptere byggede sin religion paa dyreguder. Selv de hellenske guder tænkes i dyreskikkelse i sin ældste form. Lukian haaner ganske ubarmhjertig i en af sine satirer det halvt zoologiske Olymp. I vor egen mythologi lever ikke faa spor igjen af disse dyreguder. Odd for- tæller, at en norsk konge, Angvald, paa Olav Trygvesøns tid, tilbad en ko, som han førte med sig i gjestebud; en anden, Haarek, fra det Trondhjemske, tilbad en okse. En grønlænder havde en bjørn, som han tilbad, fortælles et andet sted. Allerede fra den ældste tid kan man dele guderne 1 to forskjellige grupper: de underjordiske (ktoniske) og de himmelske. De underjordiske guder spillede den største rolle i den ældste religion. Det uforklarlige liv kom nedenfra, hvor „magterne“ havde sit hjem, derfra kom aaringerne op og did vendte livet tilbage, naar de døde gik i sin grav. Men guderne var under forvand- lingens lov. De underjordiske guder rykker op, biir himmelguder. Enkelte biir under denne bevægelse umoderne, en yngre gud arver endel af den ældres egenskaber, saaledes at f. eks. en guddom, der engang har havt en betydelig kult, lidt efter lidt glemmes og erstattes med yngre og mere livskraftige. Døde guder findes i alle folks mythologi og ikke mindst i den nordiske mythekreds. Ofte er det gamle udtjente guders skjæbne at leve igjen i folketroen som spøgelser. Selve Odin har gjennemlevet en saadan ud- vikling. Han begyndte som skummel, underjordisk døds- gud, avancerede til himmelsk stridsgud, til høvdingernes og det nordiske vikingearistokratis gud — for under kristendommen at gaa igjen som spøgelse. Han bragte ikke alene med sig adskillige træk fra sin ældre tilværelse, men han ligesom optog i sig enkelte ældre guder, der var kommet paa retur. Hans mange navne og hans høist forskjellige egenskaber tyder paa, at han er en adskillig sammenkomponeret gud. I den første kristelige tid gjentar sig noget af det samme; under den religiøse brydningstid er hedenske