Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

JYDEPOTTEN peg i huller og revner og gned vejstøv ovenpo. Da a var fær- dig, saa’ en mand, der havde set det hele opp’ fra et træ: „Er de saa gode?“ A gjord’ aaller den slaw mier!“ Det var dog ikke alene fynboerne, det gik ud over. Potte- manden havde eet at passe, sin forretning. „Æ ildebraand ka’ a ett hjælp’ ved, men vil I køv potter, saa vil a hold’“. Og kunde han bjærge en daler fra sin frænde østjyden, saa var den ham lige saa kær som en fynsk. Det var i en østjysk landsby, at pottemanden solgte potter til en gaardmand ude i byen og bagefter kørte hen og solgte til konen, der intet vidste om mandens handel. Man kunde maaske mene, at efter saadanne puds kunde pottemanden ikke komme der tiere; men det var slet ikke tilfældet. Det almindelige var tværtimod, at pottemændene kørte paa de samme ruter aar efter aar og var velkendt. Tit havde de en dreng — søn eller bror — med, der skulde løbe foran og melde, at pottemanden var der. Sagde folk da, at de vilde ingen potter have, saa skulde han hilse og sige, at det var den gamle pottemand, saa kom folk som regel ud, og den, der kom til vognen, slap sjælden ind uden at have handlet. „Di hæe pottemænd forstod aa ta æ potter op paa venster haands finger saa flot som nowen kjelner nu om daw', aa saa pekket di mej æ pegfingerknok paa dem, aa de mej saad’n en bevægeis’ mej æ howed aa en udtryk der saae: Hæe er sager, de’ er ett nød der skrukker!“ Som regel gik handelen godt og til begge parters tilfreds- hed. Pottemanden havde jo i den sikre ende, han satte selv prisen og kunde sige stop, naar han vilde. Men kunderne havde heller ingen grund til at beklage sig; de fik gennomgaaende gode varer, og havde de faaet en revnet potte med i købet, saa var det da egentlig kun, fordi de ikke selv havde set sig for; men de havde jo da i hver fald handlet billigt, de havde pruttet godt og faaet varen langt under den pris, potte- manden havde forlangt. Begge parter havde som sagt handlet godt og kunde være vel tjent med at ses igen til næste aar. Havde pottemanden imidlertid været for slem og taget lovlig haardt fat, saa man huskede det, ja, ja, da kunde han aaben- bare sig som en smidig, helt moderne forretningsmand, der fuldt ud var situationen voksen. Paa en østjysk herregaard havde en pottemand taget ,,wal møj“ for sine potter. Da han derfor kom næste gang, erklærede fruen straks, at hun skulde ingen