Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

HANDELEN MED POTTER 93 potter have, hun huskede ham nok fra sidst. Ja, det forstod pottemanden jo nok, han ventede heller ikke at sælge noget; men han havde den kaffekande med, som fruen havde bestilt. Mens han talte, havde han faaet en pæn kaffekande pillet frem. Da hun fik den at se, spurgte hun efter prisen, og svaret lød, at det var en foræring til fruen, den skulde sandelig ikke koste noget; men han vilde selvfølgelig gerne sælge nogle andre pottei, hvis fruen havde brug for nogle. Hun var nu blevet saa glad ved Kanden, at hun glemte det andet og bad pottemanden sætte en del af, mens hun gik ind og fik sørget for mad til ham. Saa læssede han af for 20 daler, og de var ikke foræret væk. Men da fruen kom ud igen, spurte hun kun om prisen og betalte, og han fik i borgestuen, hvad lian kunde spise og drikke. Her er vi forøvrigt ved et træk, der ogsaa viser det gode forhold mellem køber og sælger. Naar pottemændene havde begyndt at sælge, boede og spiste de i almindelighed hos bøn- derne. Naturligvis havde dette forhold sin oprindelse i van- skeligheden ved — eller vel ofte ligefrem umuligheden af at naa til en kro ved aftenstide; men naar en nulevende pottemand fortæller, at han stadig boede paa de samme steder i de 30 aar, han drev pottehandel, saa vidner det i høj grad om god forstaaelse. Det var jo i de tider, da føden ikke var ret dyr; men det var dog en baade behagelig og billig ordning for pottemændene. Et par revlinglimer eller en potte var god betaling for mad og drikke og natteplads for to mand og heste. Men bønderne betragtede det paa deres side vel nærmest, som de havde faaet varerne foræret. Mange steder kunde pottemanden uden videre køre ind i gaarden, spænde fra og selv sætte hestene paa stald. Dette forhold var dog i den sidste tid ved at ændres nogle steder. Paa en gaard i Vejleegnen havde en pottemand stadig handlet og boet; men da der kom en ny forpagter, blev han jaget ud af gaarden; „han haar val nok tøt, te æ hæst’ vaar ett saa gromm, aa æ folk lidt dawle“! Da de fig. 26 afbildede pottemænd saa sent som 1905 var paa Torseng, blev de dog budt indenfor, og saa snart de kom ind, hængte de vadmelsfrakkerne fra sig og sad til bords i skjorteærmer. „De befandtes i det hele baade i klæder og væsen at være lige saa solide og hjemmegjorte som deres potter og limer“, hvorfor man hædrede dem med at lægge dem i himmelsengen om natten og forevige dem den følgende