Norges Kirker I Middelalderen

Det ydre og det indre. — Højmiddelalderens kunstfølelse. 85 med hoved og vinblade fra Hovedøen viser samtidig den dekorerede stil i Oslo (fig. 219). Hele den gotiske kathedrals indre rum biir præget af denne tendens til at opløse murverket. Et gotisk bygverk Fig. 243. Søilefod fra Hovedøens kloster. er nemlig ikke et murer men et stenhuggerarbeide. Overalt søger man at gjennembryde og lette murverket. Udarbeidelsen af triforier og kleristorier tjente saaledes ikke bare til at gjøre murindtrykket livligere men ogsaa til at lette stenmasserne. Desuden foregik en konsekvent stigning af høideproportionerne. De franske stiger fra Laon 1:2,21, Paris 1 : 2,77, Reims 1 : 3,05, Amiens 1 : 3,32. De engelske er lavere. Englekoret i Lincoln 1 : 1,92, Lichtfield 1 : 2,13, Wales 1 : 2,17, Salisbury 1 : 2,5. Trondhjems skib var 1 : 2 eller kanske lidt over. Desuden arbeides der ved forskjellige midler at gjøre indtrykket høiere. De vand- rette linjer trængtes tilbage, medens de lodrette marke- redes. Desuden opnaaedes ved at sammentrænge hvæl- vene, som ved koret i Trond- hjem, en større høidevirk- ning end den som virkelig er. For de optiske love havde gotikens arkitekter en fin fø- lelse og de har i sin arki- tektur ofte benyttet sig af den Fig. 24G. Hjørnesten fra Hovedøens kloster. Fig. 247. Vederlagssten fra Hovedoeos kloster. slags virkninger. Et problem af den største vigtighed ved den gotiske arkitektur er læren om proportionerne. Efter den nu herskende kunstlære er proportionerne ofte noget tilfældig sotn bygger paa den personlige kunstners skabe- evne. Men netop her har gotiken havt sine love som vi kun aner. Forholdet 1 : 2 gaar paa flere steder igjen i Trondhjem. Men de gotiske bygmestere som kom til et geometrisk grundlag for sine proportioner har ikke nøiet sig med de enkleste anvendelser. Hvilke forhold stod der mellem længdesnittets delinger og tversnittets maal, mellem de faste masser og aabningerne o. s. v.? Her er et felt for undersøgelser. Denne stræben efter faste former laa ogsaa helt for det middelalderske menne- skes almindelige tænkning. „Proportionslovene“, siger prof. G.. Dehio, som har studeret disse, „staar ikke i mod- Fig- 244. Søilefod fra Hovedøens kloster. Fig. 245. Vederlagssten fra Hovedøens kloster. Efter tegning af arkitekt Nebelong. sætning til den kunstnerisk skabende frihed, hvis man ikke under denne mener en uklar eksperimentering. Den gir kun en almindelig proportionstype, som det gjælder i hvert enkelt tilfælde individuelt at gi liv. Uden saa- danne proportionstyper er en alsidig gjennemført stil lige vanskelig at tænke sig som en stil uden formtyper. Begge tilsammen yder for den kunstneriske skaberevne det samme, som paa det intellektuelle omraade besid- delsen af en fast verdensanskuelse. Væggen havde jo i virkeligheden næsten ophørt at eksi- stere. Det er lidet som ligger mellem vinduet og hvælv- bæreren. Den eneste væg som egentlig blev igjen var facadevæggen. Dens opde- ling var liden og maatte let komme til at virke som en tung masse, der stod i mod- sætning til langvæggene. For- skjellige er her løsningerne. I Frankrige har man store roser, i England de store vin- duer. For tverskibenes ved- kommende optog ogsaa England rosen, der lysnet lidt i murmassen. Ogsaa her har gallerier gaaet. Vor vest- facade i Trondhjem blev gotikens store ydervæg hos os. Den er opdelt i arkader. At dele op væggen i bue- rader brugtes allerede i romansk tid. Fra søndre tver- skib i Trondhjem findes saadanne fra overgangstiden (fig. 261). Billedet er tat fra før restaurationen, saa de nye søiler endnu ikke er sat ind. I vestfacadens store arkade-