Norges Kirker I Middelalderen

De tidlige romanske kirker. — Irsk og angelsaksisk. — Kirkeplaner. — Viken og Trøndelagen. Rundkirker. (Kerry). Kirken viet St. Michael. arves fra det gamle Rom. Den irske kirke derimod beholder sin gammelkristelige karakter, lever igjen som en ældre formation under de nye kulturdannelser. Der hviler, siger A. D. Jørgensen, over hele denne kirke et alvor, der minder om Østerlandenes første tilegnelse af den kristne kirke, kun at den antar en endnu mere tungsindig karakter paa de taagede øer i Nordhavet. Det milde, det sværmeriske, det ydmyge blev denne kir- kes styrke. 664 sammenkaldte Oswin, Northumbriens konge, et møde i et kloster lidt nordenfor York for at afgjøre hvil- ket samfund var rigtigst at slutte sig til. Kalman, bis- kop fra Lindisfarne, repræ- senterede den irske kirke og fremhævede dennes æl- dre og simplere præg, uden helgenbilleder og de talrige festdage. Karakteristisknok blev Johannes —■ den dis- cipel Herren elskede — drømmeren blandt apost- lerne, nævnt som denne kirkes specielle beskytter. Wilfred, romerkirkens re- Fi*-9- Irsk kloster paa ves'k>'s,en præsentant, hævdede sin kirkes magt og storhed, der ikke kunde sammenlig- nes med irernes gamle, „umoderne“, med de provinsielle ejendommeligheder. Wilfred nævnte St. Peter som sin kirkes mand, han var ogsaa kirkens hjørnesten, havde nøglen til himlens port, han havde magt til at binde og løse i al evighed. Dette slog, og med den gløghed som ofte i historien har præget fyrster, naar de tar religiøse bestemmelser, sagde kongen: „Ikke vil jeg udsætte mig for at vises tilbage ved himlens port“ og sluttede sig til romerkirken. Grunden var naturligvis, at angel- sakserne, som alle germaner, følte sig tiltalt af det mere storladne i romerkirken, samtidig som den repræsente- rede et langt større fond af verdslig paagaaenhed og dyg- tighed. Den irske kirke gik tilgrunde under sammen- stødet med pavemagten. Den fik aldrig helt udfolde sine mange muligheder og sit ejendommelige særpræg. Irske forfattere taler ofte om disse muligheder. Det gavner lidet at tale herom. Selvfølgelig gik den irske kirke under, fordi tiden ikke trængte den, — den trængte handlekraftige mænd og ikke drømmere, administration og ikke spekulativ fromhed. Men ind i den angelsaksiske kirke kom foruden endel irske ejendommeligheder ogsaa en aandelig styrke, en varme og begeistring, som vel kan skrive sig fra den irske kirkes stille magt. Den angelsaksiske kirke gjennemgaar nu en sjelden udvikling. Bedas engelske kirkehistorie taler om den nye romerske kulturs mægtige indflydelse paa det engelske folk. Han selv repræsenterer en saa storartet udvikling, siger professor A.Taranger, som indgaaende har beskjæf- tiget sig med den angelsaksiske kirke og dens indflydelse hos os, at vi med kjendskab til de almindelige love for menneskeligt fremskridt maatte anse det for en fabel, hvis ikke mandens verker talte tydelig nok. Men hvor meget en saadan mand rager op over sin samtid, han er dog intet isoleret fænomen, hans udvikling har sine dybe rødder i det samfund, han tilhører. Han er et vidnesbyrd om det engelske folks begavelse og store evne til at gi det udenfra optagne et nationalt snit og afpasse det efter hjemlig behov. Professor Taranger har tydelig paavist her det an- gelsaksiske element i vor ældste kirkes organisation. For vor ældste kirkelige kunst spiller det angelsak- siske en lignende rolle, og det biir derfor nødvendig for at forstaa vor egen æld- ste kirkebygning at kaste et blik paa den angelsaksiske. Allerede fra tidlig kristelig tid er i England en basilika-plan bevaret i Silchester. Den viser slegtskab med basilikaerne i Nord-Afrika. Den irske kirke manglede helt sans for det monumentale, og bygningskunsten blev primitiv: Kirken bestod i et enkelt kvadratisk anlæg. Stenene byggedes sammen uden kalk, og taget spidsedes til uden trækonstruktion. Paa øde øer flokkede ofte munke sig sammen og dan- nede disse smaa primitive samfund, hvoraf endnu minder er bevaret (fig. 9). De har over sig adskillig af den første kristne enkelhed. Hvorvidt irske munke er kom- met til Norge under hedendommen er endnu et aabent spørgsmaal. I Sunnivasagnet saa professor Gustav Storm en historisk kjærne, og han ansaa det sandsynlig, at der paa Selje virkelig har været en irsk koloni. En af de smaa Hvaløer kaldes Papø, det samme navn som paa Island henføres til øer beboet af irske munke. Den irske kirkebygning beholder længe sin primitive karakter. Paa Orknøerne har man flere ruiner af saadanne anlæg. Hvorvidt de første norske kirkebygninger i Dublin, Krist- kirken og St. Michaels kapel, opført 1035—38 af Sigtryg Silkeskjæg, var i den irske stil, lader sig ikke afgjøre. Med de nære forbindelser over i England, som de norske konger i Irland havde, kan det ogsaa tænkes, at kirker er opført i den langt mere fremskredne angelsaksiske stil. Men noget af den irske kirkes primitive planlægning gaar igjen i den angelsaksiske stil, og vi finder den ogsaa