Norges Kirker I Middelalderen
Forfatter: Harry Fett
År: 1909
Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag
Sted: Kristiania
Sider: 202
UDK: St.f. 726.5(481) Fett
Med 426 Billeder, 16 Blade Placher Og 1 Kunstbilag
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Fig. 239. Alterforstykke med St. Olav og scener af hans liv.
Fra det trondhjemske. Nationalmuseet, Kbh.
VII.
Gotikens konstruktive dele. — Væg, vindu, portal. — Det ydre og
det indre. — Høimiddelalderens kunstfølelse.
et er ikke tvil om at gotiken begynder med
konstruktive enkeltspørgsmaal. Dog en stils
magt bestaar selvfølgelig ikke blot i den geniale
konstruktion, men i samarbeidet mellem de
konstruktive led og disses hævning til frie kunstformer.
Kunst og matematik har gaaet sammen i gotikens byg-
verker. Kombinationen med ribbehvælv og spidsbue,
indførelse af slutsten i hvælvets delepunkt gjorde det
mulig at et større antal ribber kunde komme sammen
i et punkt Dette gjorde igjen at ribbehvælvet kunde
passes ind i ethvert grundrids. Hvælvenes last blev
koncentreret paa enkelte punkter, som det da gjaldt at
støtte ved piller eller stræbebuer.
Hovedbestanddelen i den gotiske konstruktion er altsaa
korsribberne, spidsbuen og stræbeverket for at nævne dem
i en rækkefølge, som svarer til de forskjellige deles be-
tydning.
Alle gotikens forskjellige konstruktive elementer har
allerede den romanske stil kjendt. De gotiske mesteres
stordaad er ikke opfindelsen af disse, men sammenføj-
ningen til et konsekvent system. Men de romanske
hvælvformer var dog primitive. Fra at være opdelt i
fire kapper og slaaet som sagt over kvadratisk plan,
blev hvælvene nu lidt efter lidt seksdelte og faar en
aflang grundplan (fig. 240—242). I det 14de aarh. brugtes
en endnu rigere opdeling, som saa under sen-middel-
alderen biir til et rent netverk i taget. Ribberne føres
paa kryds og tvers i forskjellige geometriske figurer.
Alle disse former betyder dog ikke altid konstruktive
fremskridt, ofte er de blot en leg med former.
Selve ribbernes form var ved gjennemskjæring i ældste
tid firkantede, senere faar de rund form, som i skrud-
huset, eller mere mandelformede. Gotiken udarbejder
saa profilerne mere og mere, saaledes som de kjendes
fra Trondhjem og Stavanger (pi. 43). Teglstensribberne
fra Viken er med sine former med „næser„ af stor
interesse.
Til at bære hvælvene har vi paa gulvet pilaren og