Norges Kirker I Middelalderen

94 Gotikens konstruktive dele. — Tag, vindu, portal. har vi saa havt en rad af syngende og musiserende engle, hvor en række bevægelsesmotiver interesserede den gotiske kunstner. Men hovedpladsen for vore middel- alderske billedhuggere biir vestfacaden paa Trondhjems domkirke. Det var som kathedralfacaden skulde gi et stort billede af middelalderens viden, deres tanker, drømme og spe- kulationer. Vestfacaden er opført i gotikens. klassiske tid, som samtidig var den middelalderske billedhugger- folder, hovedet er svagt bøiet. Det er en idealstatue fra en kunstudviklings høidepunkt. Det samme spores i en række statuer, som dels endnu findes bevaret, dels findes igjen i stykker. En række mindre arbeider og hoveder fører os alle ind i denne vor kunsts første klassiske periode (fig. 289—290). Den senere realistiske strømning viser sig i hovederne i ottekanten. Her er hoveder, der sikkerlig er portræter, en munk stikker sit hoved frem, en biskop lige- saa. Og realismen, lysten til at aflure naturen dens forskjel- Fig. 274. Fremstillinger fra Sta. Margaretas historie. Malerier fra tøndehvælvet i Torpe kirke. Efter akvarel af Joh. Meyer. kunsts høieste blomstring. Skulptur og arkitektur var forenet som i ingen anden periode i kunsthistorien- Arkitekturen gav plastiken noget af sin monumentale aand. Fra vestfacaden har vi bevaret flere arbeider, som maa regnes blandt høigotikens bedste frembringelser og disse rester lar os forstaa, at vort land ved at miste disse rækker af hellige mænd i virkeligheden har lidt et af sine største kunsttab. Det er kappestatuer i høigotikens rolige stil. Som under antiken var det i gevantet at gotikens billed- huggere førte det store ord. Der afbildes en statue af apostelen Johannes (fig. 297), Gevantet har store, rolige lige pudsigheder, som altid følger med sen stilfølelse, møder vi stadig i hovederne. En gammel tandløs kjærring har noget senklassisk i sin realisme og vidner om et nøj- agtig studium af gamle kjærringer, men mangler høi- heden fra den store stil. Fabeldyrene med mennesketræk er pudsig og fortræffelig gjort, har noget næsten for- tællende over sig, men vækker ikke gru (fig. 291—293). Her i ottekanten er prosa, god prosa; men paa vest- facaden hersket endnu den bundne stil, et epos i sten. Paa Ornamentiken holdt i virkeligheden den romanske stilfølelse sig længst. Den under overgangstiden behand- lede ornamentik er i sin grundform romansk og rigere