Norges Kirker I Middelalderen

4 Det gamle hedenskab. — Kultus. — Horg og hov. landnamsbogen billeder af Odin, Frøy og Njord, og i Upsala ifølge Adam af Bremen, Odin, Frøy og Tor. Gude- billederne var skaaret af træ og smykket med guld og sølv, ogsaa gudebilleder af 1er er nævnt. Tors billede var ikke blot indskaaret paa templets høisædestolper, men baade i privathuset og i stavnen paa hærskib. Smaa skaarne gudebilleder bar man paa sig. Fra Sverige kjendes billeder af Odin (fig. 7). Man synes at ha ofret foran gudebillederne og bestrøget dem med blod, gnedet dem ind med fedt, varmet dem foran ilden og tørket dem med klæder. Fra Setesdal har man, lige ned til vor tid, paa Rygnestad havt billedet af en husgud. Den var omkring 4 fod høi, udskaaret i form af et menneske, smal om midjen og flad paa hovedet samt med endel udskjæringer. Ju- lekvelden blev den ind- smurt med fedt, og man slog lidt øl paa den. Den blev tat med paa sæteren. I det 18de aarhundrede blev den dyrket, medens den 1856 blev hugget op til ved. Nær en sæter i samme dal skal endnu, siges der, findes en „fokse“. Som hos de fleste folk synes ogsaa hos os privatboligen at ha væ- ret grundlaget for temp- let. Sigurd Vigfusson, der har undersøgt en række hovtufter paa Is- land, antar da ogsaa, at Fig. 6. Urnes kirkes nordvæg. skaalen har været forbilledet for hovet. I beskrivelsen af hovet findes der ogsaa flere ligheder. Det interessante spørgsmaal om vor ældste bygnings- skik har arkitekt H. M. Schirmer viet fornyet behand- ling. Han søger at klarlægge bygningsmaaden før laft- maneren kom ind, og tror at finde denne igjen, spredt paa forskjellige steder i husbygninger med vægge af sten og jordvolde. Denne bygningsmaner skulde leve igjen paa Jæderen, Færøerne og især paa Island. Den islandske bygningsskik skulde saa være en ældre nordisk. De indre jordvægge har været beklædt med stavverk. Af en saadan skaalebygning har hovet vokset frem. Da vikingetiden kom, saa vore forfædre over i Vesterlandene de rigere kirker med et langt mere udviklet stavverk. Dette paavirker hovene, stavverket udvikles, og hovene biir prototypen for vore stavkirker. Dette hævdede pro- fessor L, Dietrichson først i 1888. Det blev da sterkt bekjæmpet af arkivar N. Nicolaysen, som mente, at hovet havde været en laftebygning. Imidlertid er Dietrichsons mening blit den seirende. Der afbildes to hovtufter fra Island, den ene med mere af den gamle skaaleplan, medens den anden næsten har en primitiv kirkeplan (pi. 1. 2.). Vikingetiden er vel den nordiske folkeaands sterkest ornamentale periode. Det er et af disse geniale glimt, som hele stammer saa sjelden aabenbarer. Og trods det stil- bundne, hvilken rigdom og hvilket særpræg. Vikinge- tidens norden synes at besidde ornamentale begavelser, som ellers kun findes paa de store stilbevægelsers klas- siske merker. Og stilen er original, saa original at nordisk folkelynne neppe har vist sig senere saa sær- præget. Rigtignok ser vi atter noget af dette lynne et par gange se- nere komme frem —■ hos os i vore stavkirke- portaler og i vor folke- kunst i det 18de aar- hundrede; men de eier dog ikke den samme eiendommelig orna- mentale selvfølelse og kunstneriske selvstæn- dighed. Et af stilens sidste storverk er por- talerne fra Urnes(fig.ø). Selvfølgelig har strøm- ninger udenfra paavir- ket; men stilener ikke, synes mig, saa typisk irsk, som den ofte kal- des. Her er en om- digtning foretat i egen kraftig dialekt, og det er neppe sikkert, at stilkilden udelukkende er irsk. Det er be- vist, at disse portaler tilhører en ældre bygning, og i portalernes stil er intet til hinder for, at de kan gaa ned i det 9de aarhundrede eller for at si et aar om- kring 900. Nu er der fundet en nagle med runer fra det 9de aarhundrede, som vistnok skriver sig fra det gamle hov paa samme plads, hvilket synes at tale for en oftere udtalt formodning, at vi i disse portaler har resterne af et gammelt hov. Man vil da faa et indtryk af den pragt, hvormed vikingerne udstyrede sit hov. Disse fantastiske dyr, hester og drager i kamp, slynger sig opover i elegante linjer. Ogsaa en rigt udskaaret vægstolpe med det samme motiv er bevaret. Fra Hopperstad og Bjølstad kirker, Hedalen, er bevaret planker i samme stil. Men hvor længe vikingetidens motiver holdt sig herhjemme lader sig vel ikke be-