Norges Kirker I Middelalderen

Det gamle hedenskab. — Kultus. — Horg og hov. 5 stemt sige. Ornamentstudier vil bidrage til problemets løsning. I Haakon den godes saga skildrer Snorre et blotgilde paa Lade, hvor han i en af sine mange dramatiske scener gir et billede af brydningen mellem hedendom og kristen- dom. Sigurd Ladejarl var en stor blotmand, det samme var Haakon, hans far. Sigurd jarl holdt oppe alle blot- gilder paa kongens vegne der i Trøndelagen. Det var gammel skik, naar der skulde være blot, at bønderne samledes, hvor der var hov, og førte did sine madvarer, som skulde vare saalænge, som blotgildet stod paa. Ved dette gilde skulde alle mænd ha øl. Der blev ogsaa dræbt alskens smaler og hester, og alt det blod, som flød af dem, blev kaldt „laut“, og „lautboller“ de boller, som blodet stod i, og „lauttener“ de var gjort som kvaster. Med blodet skulde man farve stallerne røde og ligesaa hovets vægge uden og inden samt stænke det paa mændene; men kjødet skulde man koge til gjeste- budsmad. Ild skulde der være midt paa gulvet i hovet og derover kjedler. Man skulde bære bæger om ilden, men den, som gjorde gildet og var høvding, skulde signe bægret og al blotmaden. Han skulde signe Odins bæger — det skulde man drikke for Kongens seier og magt — men siden Njords bæger og Frøys bæger for aaring og fred. Det var meget almindelig, at man drak Brages bæger; man drak ogsaa sine hauglagte frænders bæger, og det blev kaldt „minde“. — Hid kom saa Haakon den gode, han skulde til Frostating, og han talte til almuen om at skifte tro, afholde sig fra blot og de gamle guder og tro paa Kristi, Marias søn, og lade sig døbe. Asbjørn fra Medalhus sagde da paa bøndernes vegne tydelig besked. De vilde ikke ha noget nyt, og kongen fik rette sig efter folkets gamle sedvaner. Lade- jarlen gik imellem, og kongen gav sig. Paa det store høstblot paa Lade var ogsaa kongen. Forhen, naar han var tilstede, hvor der var blot, fortæller Snorre, havde han altid været vant til at holde maaltid med faa mænd i et lidet hus for sig. Men bønderne vilde ha kon- gen i sit høisæde, naar der var størst glæde blandt folket. Jarlen fik kongen i høisædet. Da kongen drak bægeret for Odin, gjorde han korsets merke over. Da mælte Kaar af Gryting: „Hvorfor gjør kongen saa? Vil han ikke blote?“ Sigurd jarl svarer: „Kongen gjør saa, som alle de gjør, som tro paa sin kraft og styrke, at signe sit bæger til Tor. Han gjorde hammermerke over, inden han drak.“ Der var da rolig om kvelden. Dagen efter, da man gik tilbords, stimlede bønderne sam- men til kongen og sagde, at han skulde æde af hestekjødet og fedtet og drikke suppen. Men kongen vilde ikke, og det var nær ved, at de vilde gaa imod ham. Sigurd jarl gik imellem og bad ham gabe over kjedelhanken, hvor supperøgen af hestekjødet havde lagt sig. Først da han havde faaet en lindug over, gjorde kongen det; men ingen af dem var tilfreds. Men kristendommens internationale kultur begyndte at trænge ind. Flere og flere af vikingerne lod sig døbe. Kristi religion blev dog ikke altid den fredens lære han selv prædikede. De saa ham heller som den Kristus, der paa vikingevis „herjet i helvede“, for at bruge Hal- fred Vandraadaskalds udtryk. Og snart skulde han under Olaverne næsten paa vikingevis „herje“ blandt norske asadyrkere; men det var nu paa den maade, man bragte ny kultur ind i bygderne i de dage. Fig. 7. Odin. Del af en hjelm (tyndt presset bronceplade). Fra Vendelfundet i Sverige.