Norges Kirker I Middelalderen

80 Unggotik i Trondhjem, Bergen, Hamar og Oslo. — Haakon den gamles stil. antydninger af de dekorative motiver. Desuden har man her antydninger af et stort vindu. Enkelte fundne stene gir ogsaa smaa oplysninger til løsningen af vestfacaden, men der biir dog altid et stort felt for gjetninger. Som bekjendt er vestfacadens rekonstruktion nu fremme i diskussionen og flere arkitekter har arbeidet paa løs- ningen af dette kinkige problem. Først har der været kjæmpet sterkt for og imod „rosen“, som Abs. Pedersen i det 16de aarh., saa paa vestfacaden — den saa- kaldte arkæologiske „ro- sekrig“ — brød ud. Det er stadig fremhævet, at rosen omtrent ikke fore- kommer i engelske vest- facadeløsninger, og det er saa. Helt udelukket er den dog ikke. En stor rose var ved Byland (fig. 230) fra 1190. Ved vin- gernes front ser man ofte roser, som det bekjendte „biskopøie“ i Lincoln. I Frankrige var den store rose et hovedmotiv i facadeløsningen ligesom et af de vakreste fandtes ved Sainte Chapelle i Paris. Nu har der i Trondhjem utvilsomt væ- ret fransk indflydelse i skulpturen og Maschius stik med det bredt anty- dede midtvindu taler i samme retning, saa no- gen helligbrøde er det ikke at mene, at man i Trondhjem har havt en rose, der har bidraget til at gi vestfacaden sin festlige karakter. Paa den anden side er hævdet grindverksvinduet som ene- raadende i den engelske kulturkreds med facadeløsning som vor. Thi Trondhjemsfacaden falder naturlig ind i gruppen Lincoln, Wells, Salisbury med Lichtfield og York som senere udviklingsfacer. Desuden lar det sig ikke negte at en murfortykkelse i vestvæggen taler sterkt for et smalt grindverksvindu. Det kommer da an paa, hvad man vil lægge størst vegt paa. Man har en norsk tradition for rose, herimod staar det engelske materiale og tildels stenene i Trondhjem. Det biir noget af en personlig skjønsag hvad der skal lægges mest vegt Fig. 235. Korbuen i Trondhjems domkirke. paa. For mig staar det sidste som det vigtigste, men der foreligger ikke for vindusbredden saa utvilsomme bevi- ser som for den hævning af mønehøiden, som hr. stipen- diat Macody-Lund, og udelukkende han har fortjenesten af at ha paavist i modsætning til det gamle restau- reringsudkast. Denne paavisning har ikke alene betyd- ning for selve vestfacaden, men hele kirkerummet faar derved en anden reisning. Kleristoriet biir friere, ikke trykket af hvælvkon- struktionen. I de fundne dele af en gang i vest- facadens indre mure har man resterne af en for- bindelsesgang. Vestfron- ten var saa at si gotikens store kunstneriske faca- de i Norge. Som en høi smykket væg med sine rækker af hellige mænd reiste den sig foran de andægtige pilegrime, som søgte hidop til Olavs- festen, og de bragte med sig hjem til sine forskjel- lige lande et mægtig skjønhedsindtryk fra hel- lig Olavs stad. Mange vil vel nu føle sig mere tiltalt af ottekanten med den kunstens ejendom- melige vaarstemning,som dette arbeide er et saa lykkelig udtryk for. Vi har en egen forkjær- lighed for det unge og spirende. „Jeg kalder dine anemoner aarets pryd, skjønt jeg nok ved at roserne ville komme“. Men vestfacaden gav det sterke indtryk af en mo- den tids kunstneriske vilje, var præget af stilens høj- sommer. Var ottekanten med Hellig Olavs grav vor middelalders aandfuldeste arbeide, var vestfacaden det store monumentalverk. Aar 1328 brændte Kristkirken i Trondhjem for første gang. Erkebiskop Eilif skriver derom : „Ei alene brændte træverket udentil og indentil, men ogsaa stenstolper og klokker med mange andre dyrebare sager, pillarer og sten- buer oven- og nedentil, saaat vi kan vente større skade end allerede skeet er, hvis der ikke skyndsomt raades bod.“ At der blev raadet bod herfor, fortæller selve